Båltale - v/Samina Shah, Viborg Byråd.

Syndebukken er stadig en kvinde.

Godaften Klejtrup og mange tak for invitationen. Jeg har glædet mig til at skulle komme. Det er dejligt át skulle stå her sammen med jer ved bålet. Og ligesom jer, har jeg også glædet jeg mig til at se bålet blive tændt. Jeg plejer altid at stå og kigge ind i flammerne og nyde den knitrende lyd. Jeg fortaber mig lidt. Flammerne har altid haft en fængslende og dragende virkning på mig. Denne dragende egenskab forbinder jeg naturligt med sankthans, både når det handler om bålet, og når det handler om nogle af de kvinder, historien har sat stævne både i - og uden for flammerne.

Jeg kan husk tilbage til 1978, da jeg som en lille pige så Matador i tv for første gang. Det var sammen med resten af familien og her opdagede jeg nærmest solidarisk og ganske forfærdet, at den gamle - ungmø Misse Møghe, pludselig besad en kraft, der virkede dragende på mænd.
Kraften havde den konsekvens, at Bankdirektør Varnæs - Hans Christian pludselig kravlede rundt under bordet, fordi han bare måtte røre ved Misse Møghes underben. Jeg husker også, hvordan hun i serien sad og hulkede, fordi hun var skyld i lærer Andersens alt for tidlige død.

Hun indrømmede hjerteskærende sin andel heri. Det var hende, der havde låst ham ude på sin altan en sen aften, fordi han uskyldigt var blevet draget af hende. En hel nat på en altan kunne lærer Andersen ikke tåle og han døde efterfølgende af lungebetændelse. Alt sammen fordi hun besad den her mystiske kraft, der gjorde, at uskyldige mænd blev draget af hende. Det er ikke første gang i historien, at vi hører om kvinder, der besidder en sådan kraft og lokker uskyldige mænd i fordærv.

Faktisk når vi står her ved bålet, ja så kender vi alle til uskyldige mænd, der op gennem tiden er blevet udsat for denne umenneskelige behandling af kvinder. De er blevet draget af kvinderne, fordi kvinderne besad denne nærmest djævelske egenskab.

To af USAs præsidenter - Kennedy og Bill Clinton har begge været udsat for dette pres fra kvinder. To helt bestemt uskyldige sjæle, der meget mod deres vilje er blevet indfanget af kvinder og har betalt prisen for deres vildfarelse.

I dag ville vi aldrig kalde hverken Marilyn Monroe eller Monica Lewinsky for hekse. Både fordi vi godt ved, at det er hedensk overtro, og fordi de ikke passer ind i vores billede af hvad en heks er. Begge er nemlig to tiltrækkende og smukke kvinder, Ingen af dem er arketypen på, hvad vi forstår ved en heks. Alligevel, hvis vi tænker os om, så beretter flere historiebøger om disse smukke hekse, der alene i kraft af deres skønhed drager uskyldige.

Derfor bør vi heller ikke holde hånden over Marilyn Monroe og Lewinsky.

Tænk bare på heksen i Snehvide, der hver dag spørger spejlet:" Lille spejl på væggen der, hvem er den smukkeste i landet her"? I denne fortælling er det hendes steddatter, der må betale prisen og bestemt også Snehvides far. Hekse er nogle beregnende kosteriddere, der ikke kan sammenlignes med prinsesser, der møder prinsen på den hvide hest.

Lad os lige vende blikket til slutningen af 1600 tallet, hvor kristendommen langsomt vinder indpas. På det tidspunkt skete der pludselig noget ude på de forskellige gårde og herresæder. Hustruen, der igen tog sin "stakkels" mand i utugt, forstod pludselig med kirkens opgør mod den hedenske overtro, at det slet ikke var hendes mands skyld, at han ikke kunne holde nalderne fra den blonde og storbarmede malkepige.

Nej… det var malkepige, der bar hele ansvaret. Djævlen havde besat hende, og hun havde forhekset manden, så han var nødt til at hoppe i høet med hende. Brændte man hende på bålet, sikrede man sig, at man fik bugt med den vildfarne sjæl, der havde besat hendes krop.
Man sikrede, at hun ikke gentog sin gerning overfor en anden mand. Utroligt sørgeligt var det dog, når man lige havde befriet denne kloge og til tider intellektuelle aldeende Hermann fra en heks… Ja så røg han direkte i kløerne på nye hekse og de fandtes i rigtig mange forklædninger både som stuepiger, kokkepiger, vaskekoner og meget mere.

Syndebukke er et begreb, vi altid har haft. Hver tid sin syndebuk, det er sådan en, vi mennesker har brug for, for at kunne se sig selv i øjnene, når vi godt ved, at vi har overskredet vores egne værdier, præcis som disse herremænd gjorde.

Johannes Døberen kunne heller ikke vide sig sikkert, når det handlede om kvinder. Også han blev overlistet. Og led en alt for tidlig død. Igen var her tale en kvinde Kong Herode anden kone: Herodias. Hun ville ikke finde sig i Johannes Døberens pegen fingre af hende. Da kongen bad sin datter danse for sine gæster og så hvor flot hun gjorde det, måtte hun få et ønske opfyldt som belønning.

Salome spurgte sin mor og Herodias, der længe havde ønsket Johanne Døberen et hvis sted hen, så nu en mulighed. Hun sagde til sin datter, at hun skulle bede om at få Johannes Døberens hoved på et fad. Kongen var ked af sit løfte, men blev nødt til at holde ord. Kong Herodes befalede derfor Johannes Døberens hoved befriet fra kroppen.
Inden det skete havde Johannes paradoksalt været i gang med at udbrede det kristne budskab om: Næstekærligheden.

Denne nye tilgang til livet at elske sin næste vandt langsomt indpas, og derfor ser mange netop sankthansaften som et kompromis eller et opgør mellem den hedenske tradition med myter og sagn og til den kristne næstekærlighed og ønsket om tilgivelse.

Johannes blev født et halvt år tidligere end Jesus, og derfor er det også den 24., det er sankthans. Vi har bare tradition for at fejre begivenhederne aften før, som her i aften. Når man læser i historiebøgerne om disse kvinder, der blev brændt på bålet, har man altid haft en forestilling om, at det var gamle, krumbøjede særlinge af kvinder ude fra skoven, som sagde mærkelige lyde og som gjorde underlige ting. Kvinder, der gjorde os utrygge. Men faktum var, at mange fine herremænd når de var i deres bedste alder, pludselig gik i panik og foretrak helt unge piger, der senere blev udråbt som heks.

Mænd har altid følt en dragende eller bedre magnetisk tiltrækning af kvinder. Vi kender flere historier om dette og i det gamle hendeske Danmark var det egentlig ikke det store problem. Dengang gjorde mændene præcis, som de lystede. De drak - de åd og de begik hor med største fornøjelse. Det var først med Kristendommens moraliserende vogter, at noget gik i karambolage. Den maskuline energi er rodfæstet i det hedenske og det dyriske. Med den energi reagerer du direkte på følelser og instinker. Man angriber det, man er bange for - man angriber hekse. Tilgivelse er ikke noget man her forholder sig til, man straffer i stedet. Hvert år op til sankthans modtager jeg vittigheder på mit køns vegne. Sankt Hans aften er for mig et symbol på, at vores samfund gennem tiden altid har haft brug for at finde syndebukke. At det er smilet på en smuk kvinde, der drager manden gør mig intet. Men jeg tænker, at når han ikke vil tage ansvaret for sine efterfølgende gerninger, så er han i virkeligheden bare et skvat.

For nogle år tilbage var jeg på en festival, her gik jeg på et tidspunkt forbi et telt, hvor der blev holdt fest. Inde i telte hørtes grin og skrål og der var ingen tvivl om, at der bestemt også blev drukket rigeligt af både det ene og det andet. Uden på teltet stod der malet med sort skrift: "Kællinger har det sjovest".
Jeg har tit spekuleret på om de her kællinger var dem, vi tidligere i historien ville have kaldt hekse? Det er sikkert, at de havde det sjovt og at de overskred mange af de uskrevne regler.

Der er altid en bestemt sankhans aften som har bidt sig fast i ens hukommelse. Måske husker man tilbage på den sankthans aften, hvor regnen stod ned i stænger, og bålet næsten ikke kunne tændes eller måske husker man tilbage med et smil på netop den sankthans aften, hvor man stod med en helt bestemt, som fik ens hjerte til at hoppe en ekstra gang. Står man som mand med en sådan kvinde ved sin side lige nu, bør man stoppe helt op og ransage sin hjerne for at sikre sig, at hun ikke har forhekset en, men at man virkelig står her med hende af egen fri vilje!

Som tiden er gået har vores indstillling til kvinder heldigvis ændret sig. I Danmark var det f.eks. først i 1924, at vi fik den første kvindelige minister - Nina Bang. De kvindelige præster så vi ikke før i 1948. Og en kvindelige udenrigsminister er en helt ny foreteelse. Ritt Bjergaard skrev i Politiken for nyligt: "Lene Espersen er den første kvindelige udenrigsminister i Danmark. Et monopol, som mænd har haft, er blevet brudt.
For Udenrigsministeriet betyder det, at de for første gang skal forholde sig til en minister med mindreårige børn. Om ministeriet kan klare det, ved vi endnu ikke, men at pressen ikke kunne, er allerede blevet demonstreret. Og for Lene Espersen har kvindedilemmaet tegnet sig med uhyre skarphed: børn eller job, mor eller udenrigsminister."

Nogen har det altså stadig - den der fornemmelse og tro på, at de - kvinderne ikke er helt gode nok. Vi kræver mere af dem. Tager hun på ferie, er det ikke godt - og tager hun ikke på ferie, er hun en heks overfor sine børn.

Vi har endelig valgt at lægge låg på den heksekedel. Og kommer hele tiden længere i vores opfattelse af kvinder - men i vores sprolige bagage er ordet heks stadig negativt ladet. Ingen kvinder bryder sig om at blive kaldt det - ikke engang for sjov. Heldigvis har vi fået et samfund, der udnytter kvinders intelligens - både af kvinden selv og af samfundet, og her kan jeg som byrådskollega bestemt fremhæve Mette Nielsen.

Men lad nu det ligge og lad os i stedet forestille os, at hende der står på bålet her i aften, er en af de helt slemme - den slags, der virkelig fortjener at blive sendt til himlen i form af en røgsky.

Rigtig god sankthans